Fiber til private

Vil du bestille fiber til din hjemmeadresse? Skift til GlobalConnect Privat (tidligere Onefiber)

Whistleblower-politik i GlobalConnect

7B09F7AC-CC21-4F32-9082-578007289E2F 7B09F7AC-CC21-4F32-9082-578007289E2F 7B09F7AC-CC21-4F32-9082-578007289E2F 7B09F7AC-CC21-4F32-9082-578007289E2F

Whistleblower-politik

1. Indledning og formål 

1.1 Denne whistleblowerpolitik beskriver formålet med, at GlobalConnect A/S, Netteam Technology A/S og GlobalConnect Invest DK A/S (herefter benævnt “GlobalConnect”) har en whistleblowerordning, hvordan whistleblowerordningen fungerer, hvem der kan benytte whistleblowerordningen, og hvad der må indberettes via whistleblowerordningen.

1.2 Whistleblowerordningen omfatter følgende selskaber:

  • GlobalConnect A/S
  • Netteam Technology A/S
  • GlobalConnect Invest DK A/S

1.3 Whistleblowerordningen har til formål at sikre, at en whistleblower, som defineret i denne whistleblowerpolitik, hurtigt og fortroligt via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser omfattet af lov om beskyttelse af whistleblowere (herefter benævnt “whistleblowerloven”), med henblik på, at en uafhængig og selvstændig whistleblowerenhed vurderer, hvilke tiltag der er behov for.

1.4 GlobalConnect A/S er i medfør af whistleblowerlovens § 9 forpligtet til at etablere en whistleblowerordning med virkning fra den 17. december 2021 (herefter benævnt “den Lovpligtige Ordning”), mens det er besluttet at inkludere Netteam Technology A/S og GlobalConnect Invest DK A/S i whistleblowerordningen på et frivilligt grundlag (herefter benævnt “den Frivillige Ordning”).

1.5 Der gælder forskellige regler afhængig af, om en indberetning er omfattet af den Lovpligtige Ordning eller den Frivillige Ordning, og det er derfor vigtigt at læse denne whistleblowerpolitik grundigt, før der indberettes.

1.6 En indberetning, der kun vedrører GlobalConnect A/S, er omfattet af den Lovpligtige Ordning, mens en indberetning, der kun vedrører Netteam Technology A/S og/eller GlobalConnect Invest DK A/S, er omfattet af den Frivillige Ordning.

Såfremt en indberetning vedrører et selskab i både den Lovpligtige Ordning og den Frivillige Ordning, hører indberetningen under den Lovpligtige Ordning.

1.7 Whistleblowerpolitikkens punkt 2-8 og 10-11 finder anvendelse i forhold til både den Lovpligtige Ordning og den Frivillige Ordning, mens punkt 9.2 kun finder anvendelse på indberetninger under den Lovpligtige Ordning. Punkt 9.3 finder kun anvendelse på den Frivillige Ordning.

1.8 I det følgende benævnes Den Lovpligtige Ordning og den Frivillige Ordning samlet som “Ordningen”.

 

2. Hvem må benytte ordningen? 

2.1 Ordningen må benyttes af personer, der foretager en indberetning af oplysninger om overtrædelser, som personen har skaffet sig adgang til i forbindelse med vedkommendes arbejdsrelaterede aktiviteter, og som tilhører følgende personkreds (herefter benævnt “whistleblower”):

(i) Arbejdstagere.

(ii) Selvstændigt erhvervsdrivende.

(iii) Aktionærer og medlemmer af direktionen, bestyrelsen, tilsynsrådet eller det tilsvarende ledelsesorgan i en virksomhed.

(iv) Frivillige.

(v) Lønnede eller ulønnede praktikanter.

(vi) Personer, som arbejder under tilsyn og ledelse af kontrahenter, underleverandører og leverandører.

(vii) Personer, der foretager indberetning eller offentliggørelse af oplysninger, som vedkommende har skaffet sig adgang til i et arbejdsmæssigt forhold, som siden er ophørt.

(viii) Personer, hvis arbejdsmæssige forhold endnu ikke er påbegyndt, der indberetter oplysninger om overtrædelser, som vedkommende har skaffet sig adgang til i løbet af ansættelsesprocessen eller andre før kontraktuelle forhandlinger.

2.2 Personer, som omfattes af punkt 9.2.4, kan også indberette under Ordningen.

2.3 Personer, der ikke er omfattet af personkredsen som nævnt i punkt 2.1 eller 9.2.4, kan ikke indberette via Ordningen, men er henvist til at indberette via de sædvanlige kommunikationsveje. Hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, kan der indberettes via Datatilsynets eksterne whistleblowerordning, som beskrevet i punkt 9.3.

 

3. Hvad må indberettes via ordningen? 

3.1 Ordningen omfatter indberetninger, som vedrører overtrædelser af EU-retten, der er omfattet af anvendelsesområdet for whistleblowerdirektivet (se punkt 3.4 (i)), samt indberetninger, som i øvrigt vedrører alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold (se punkt 3.4 (ii)).

3.2 Ved “overtrædelser” forstås handlinger eller undladelser, der

a) er ulovlige, eller udgør en alvorlig overtrædelse eller et i øvrigt alvorligt forhold, som omfattet af punkt 3.4, eller

b) gør det muligt at opnå omgåelse af formålet med de regler, som henhører under punkt 3.4.

3.3 Der kan indberettes om enhver oplysning, herunder rimelig mistanke, om faktiske eller potentielle overtrædelser eller alvorlige forhold, der er omfattet af punkt 3.4, og som har fundet sted eller med stor sandsynlighed vil finde sted i GlobalConnect og om forsøg på at skjule sådanne overtrædelser.

3.4 Indberetningen skal angå overtrædelser eller potentielle overtrædelser omfattet af whistleblowerloven defineret som handlinger eller undladelser, der:

(i) udgør en alvorlig lovovertrædelse eller et i øvrigt alvorligt forhold, såsom:

  • Overtrædelse af eventuel tavshedspligt
  • Misbrug af økonomiske midler
  • Tyveri
  • Svig
  • Underslæb
  • Bedrageri
  • Bestikkelse
  • Brud på arbejdssikkerheden
  • Enhver form for sexchikane
  • Grov chikane, f.eks. mobning, vold og chikane på grund af race, politisk eller religiøst tilhørsforhold.

(ii) er ulovlige i henhold til EU-retten inden for en række specifikke områder, herunder f.eks.:

  • Offentligt udbud
  • Hvidvask
  • Produktsikkerhed- og overensstemmelse
  • Transportsikkerhed
  • Fødevare- og fodersikkerhed
  • Dyresundhed og -velfærd
  • Miljøbeskyttelse
  • Folkesundhed
  • Forbrugerbeskyttelse
  • Beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger
  • Netværks- og informationssystemers sikkerhed

Der henvises i den forbindelse til denne liste, som indeholder en oplistning af lovgivning omfattet af Ordningen.

3.5 Ordningen må kun benyttes til at indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den i punkt 3.4 nævnte regulering, der har fundet sted eller med stor sandsynlighed vil finde sted i GlobalConnect organisation, herunder af eksempelvis arbejdstagere, direktionen eller medlemmer af bestyrelsen i GlobalConnect.

Med angivelsen af, at der kan ske indberetning om forhold begået af GlobalConnect, bemærkes det, at der kan indberettes om førnævnte forhold, selv om forholdet ikke kan henføres til en enkelt person, men eksempelvis skyldes en grundlæggende systemfejl i GlobalConnect.

3.6 Forseelser, som ikke er omfattet af Ordningen, skal indberettes via de sædvanlige kommunikationsveje. Hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, kan der indberettes via Datatilsynets eksterne whistleblowerordning, som beskrevet i punkt 10.

 

4. Indberetningernes indhold 

4.1 Af hensyn til den videre undersøgelse af indberetningen, herunder for at kunne afdække forseelsen, er det vigtigt, at whistlebloweren belyser forseelsen bedst muligt. Det er således ikke muligt at foretage en nærmere undersøgelse af en indberetning, hvis indberetningen er uspecificeret, eller hvis den alene indeholder meget brede beskyldninger uden nærmere præcisering.

4.2 Det er derfor vigtigt, at whistlebloweren – så vidt muligt – oplyser følgende:

  • en beskrivelse af forholdet,
  • hvem der er involveret,
  • om andre er bekendt med mistanken om forholdet,
  • om ledelsen er bekendt med forholdet,
  • om der findes dokumenter, der støtter forholdet,
  • om og hvor der kan findes yderligere information om forholdet,
  • hvor lang tid forholdet har stået på, og
  • om whistlebloweren er bekendt med forsøg på at skjule forseelsen

4.3 Åbenlyst grundløse indberetninger vil ikke undergå nærmere undersøgelse.

 

5. Hvordan kan der indberettes og hvem skal der indberettes til? 

5.1 GlobalConnect har udpeget en whistleblowerenhed, der

(a) modtager indberetninger og har kontakt med whistlebloweren,
(b) følger op på indberetninger samt
(c) giver feedback til whistlebloweren.

5.2 Whistleblowerenheden, der varetager opgaverne i punkt 5.1, består dels af to advokater fra Plesner advokatpartnerselskab (herefter “Plesner”), dels af en upartisk kreds af personer i GlobalConnect.

5.3 Skriftlig indberetning sker via Plesners whistleblowerordning, der findes på GlobalConnects hjemmeside:
Whistleblower-ordning i GlobalConnect | GlobalConnect

5.4 Skriftlige indberetninger modtages af to advokater hos Plesner. Plesner foretager en habilitetsvurdering af hvem i whistleblowerenheden, der kan behandle indberetningen og videresender indberetningen til de pågældende personer (herefter “Sagsbehandlere”) hos GlobalConnect. Forinden indberetningen videresendes, vurderer Plesner, om indberetningen falder inden for Ordningens anvendelsesområde.

5.5 Det er kun muligt at foretage skriftlig indberetning under Ordningen

5.6 Whistleblowerenheden behandler alle skriftlige indberetninger fortroligt.

5.7 Sagsbehandlerne, der er udpeget til at modtage og følge op på indberetninger, har tavshedspligt med hensyn til oplysninger, der indgår i indberetningen.

 

6. Anonymitet

6.1 GlobalConnect opfordrer til, at whistlebloweren oplyser sit navn i forbindelse med en indberetning, således at Sagsbehandlerne har mulighed for at stille afklarende spørgsmål samt efterfølgende at kunne orientere om undersøgelsens videre forløb. Dog er det muligt at kommunikere anonymt mellem Plesner og en whistleblower, der vælger at være anonym (se punkt 6.3 og 6.4).

6.2 Såfremt whistlebloweren vælger at foretage en anonym indberetning, anbefales det af hensyn til at sikre fuld anonymitet, at whistlebloweren anvender en privat pc eller eksempelvis en pc, der er placeret på et offentligt bibliotek.

6.3 Plesner stiller et kommunikationsmodul til rådighed, hvor det er muligt for whistlebloweren at kommunikere med Plesner med henblik på at give supplerende oplysninger om det indberettede forhold, som Plesner videregiver til Sagsbehandlerne.

6.4 Hvis whistlebloweren vælger at indberette anonymt, er det muligt for whistlebloweren at kommunikere anonymt med Plesner via kommunikationsmodulet. Whistlebloweren kan således give supplerende oplysninger til Plesner via kommunikationsmodulet og forblive anonym.

I forbindelse med indberetningen genereres der en engangskode, som af hensyn til at sikre anonymiteten ikke kan genskabes. Det er derfor vigtigt, at whistlebloweren gemmer koden og husker at logge på kommunikationsmodulet for at kommunikere med whistleblowerenheden.

6.5 Kommunikationsmodulet tilgås via ovennævnte link til Ordningen (se punkt 5.3), hvor der logges på kommunikationsmodulet. Såfremt whistlebloweren har valgt at være anonym, er det vigtigt, at whistlebloweren løbende tilgår kommunikationsmodulet for at kontrollere, om Plesner har stillet spørgsmål.

Er whistlebloweren anonym, har Plesner ikke mulighed for at komme i kontakt med whistlebloweren på anden måde, herunder gøre whistlebloweren opmærksom på, at der er sendt supplerende spørgsmål o. lign.

 

7. Orientering til whistlebloweren 

7.1 Whistlebloweren modtager:

  • en bekræftelse på modtagelsen af indberetningen inden for tre dage efter modtagelsen heraf, og
  • feedback hurtigst muligt og som udgangspunkt inden for tre måneder fra bekræftelsen af modtagelsen af indberetningen.

7.2 Ved feedback forstås en meddelelse om tiltag truffet af GlobalConnect til at vurdere rigtigheden af påstande i indberetningen, og hvor det er relevant, til at imødegå den indberettede overtrædelse. Den af whistleblowerenheden meddelte feedback skal til enhver tid iagttage de persondataretlige regler, hvilket kan medføre begrænsninger i forhold til indholdet af den feedback, som whistlebloweren modtager.

7.3 Der kan efter omstændighederne være behov for at forlænge tidsrammen for feedback, hvor det er nødvendigt af hensyn til sagens konkrete omstændigheder, navnlig indberetningens art og kompleksitet, hvilket kan kræve en langvarig undersøgelse. Såfremt dette er tilfældet, underrettes whistlebloweren herom.

 

8. Orientering og beskyttelse af den berørte person 

8.1 Når en foreløbig undersøgelse har fundet sted, og alle relevante beviser er sikret, underrettes den berørte person, dvs. personen der er indberettet om under Ordningen, om bl.a.:

  • identiteten på den/de Sagsbehandler(e), som er ansvarlig for undersøgelsen af indberetningen, og
  • de forhold, indberetningen vedrører.

8.2 Såfremt indberetningen er sket under den Lovpligtige Ordning, har den berørte person i henhold til whistleblowerloven ret til beskyttelse af sin identitet under sagsbehandlingen og ret til et effektivt forsvar.

8.3 GlobalConnect iagttager i øvrigt den berørte persons rettigheder i henhold til persondataforordningen. Der henvises til GlobalConnects Privatlivspolitik for whistleblowerordningen, der findes på hjemmesiden , hvor der kan læses nærmere om behandlingen af personoplysninger og de registreredes rettigheder.

 

9. Whistleblowerens beskyttelse 

9.1 Generelt

9.1.1 Der gælder forskellige regler afhængig af, om whistlebloweren indberetter under den Lovpligtige Ordning eller den Frivillige Ordning.

9.2 Den Lovpligtige Ordning

9.2.1 Whistlebloweren er i medfør af whistleblowerloven beskyttet mod repressalier, hvis whistlebloweren har indberettet under Ordningen. Beskyttelsen gælder kun, hvis følgende betingelser alle er opfyldte:

  • Personen, der foretager indberetningen, opfylder betingelserne for at være en whistleblower (se punkt 2).
  • Whistlebloweren havde rimelig grund til at antage, at de indberettede oplysninger var korrekte på tidspunktet for indberetningen.
  • De indberettede oplysningerne henhører under whistleblowerlovens anvendelsesområde (se punkt 3.4).

9.2.2 Ved “repressalier” forstås en ufordelagtig behandling eller ufordelagtig følge som reaktion på en indberetning. Det kan eksempelvis være suspension, afskedigelse, degradering, m.v.

9.2.3 Såfremt whistlebloweren foretager indberetning i ond tro og velvidende, at de indberettede oplysninger ikke er korrekte, er whistlebloweren ikke beskyttet mod repressalier. Whistlebloweren kan efter omstændighederne straffes med bøde, hvis der forsætligt indberettes falske anmeldelser. Er whistlebloweren ansat i GlobalConnect, kan det tillige få ansættelsesretlige konsekvenser, herunder resultere i, at whistlebloweren bliver bortvist.

9.2.4 Beskyttelsen i dette punkt 9 omfatter, udover den i 2.1 nævnte personkreds, også følgende personer:

  1. Formidlere
  2. Tredjeparter, der har forbindelse til whistlebloweren, og som risikerer at blive udsat for repressalier i en arbejdsrelateret sammenhæng (eksempelvis en kollega)
  3. Virksomheder og myndigheder, som whistlebloweren ejer eller arbejder for eller på anden måde er forbundet med i en arbejdsrelateret sammenhæng (eksempelvis en virksomhed, som whistlebloweren ejer).

9.2.5 Oplysninger om whistleblowerens identitet eller andre oplysninger, ud fra hvilke whistleblowerens identitet direkte eller indirekte kan udledes videregives kun til andre end whistleblowerenheden efter forudgående indhentelse af whistleblowerens udtrykkelige samtykke.

9.2.6 Oplysninger om whistleblowerens identitet kan dog uden samtykke videregives til andre offentlige myndigheder, hvis videregivelse sker for at imødegå overtrædelser (eksempelvis en kriminel handling, der ikke har fundet sted endnu), eller med henblik på at sikre berørte personers ret til forsvar. Hvis whistleblowerens identitet videregives uden samtykke, vil whistlebloweren blive orienteret herom, herunder modtage en begrundelse for videregivelsen, medmindre underretningen vil bringe relaterede undersøgelser eller retssager i fare.

9.2.7 Whistleblowerens identitet kan tillige videregives ved en eventuel retssag vedrørende det indberettede forhold.

9.2.8 Andre oplysninger fra indberetningen og dermed oplysninger, som ikke afslører whistleblowerens identitet, videregives kun til personer uden for whistleblowerenheden som led i en opfølgning på en indberetning eller for at imødegå en potentiel overtrædelse af de forhold, der fremgår af punkt 3.4.

9.3 Den Frivillige Ordning

9.3.1 En whistleblower, der i god tro indberetter under den Frivillige Ordning, vil ikke blive udsat for repressalier (se herom punkt 9.2.2). Omvendt vil en whistleblower, der foretager indberetning i ond tro og velvidende, at de indberettede oplysninger ikke er korrekte, ikke være beskyttet mod repressalier m.v.

9.3.2 Det er imidlertid vigtigt at bemærke, at whistlebloweren, der i god tro indberetter under den Frivillige Ordning, ikke omfattes af whistleblowerloven og den heri lovfæstede beskyttelse.

9.3.3 Identiteten på den person, der foretager indberetningen, vil som udgangspunkt ikke blive videregivet til den person, som indberetningen vedrører. Det bemærkes dog i den forbindelse, at den registrerede efter persondataforordningens artikel 15 som udgangspunkt ret til indsigt, medmindre der i medfør af databeskyttelseslovens § 22 kan undtages fra den registreredes anmodning herom. Whistleblowerens identitet vil endvidere blive oplyst, såfremt det viser sig, at der er indgivet en bevidst falsk indberetning, eller såfremt GlobalConnect har en pligt til at offentliggøre oplysningerne.

9.4 Whistleblowerens identitet kan tillige videregives til brug for en eventuel retssag vedrørende det indberettede forhold.

 

10. Eksterne whistleblowerordninger

10.1 En whistleblower, der påtænker at foretage indberetning under den Lovpligtige Ordningen, kan i stedet vælge at indberette via Datatilsynets eksterne whistleblowerordning, eksempelvis hvis whistlebloweren er bekymret for repressalier. Datatilsynets eksterne whistleblowerordning kan tilgås via https://whistleblower.dk/indberet.

10.2 Det skal understreges, at whistlebloweren frit kan vælge mellem at indberette under den Ordningen eller Datatilsynets eksterne whistleblowerordning.

 

11. Datasikkerhed og dataopbevaring 

11.1 GlobalConnect registrerer alle indberetninger, der modtages via Ordningen. Registreringen sker i overensstemmelse med whistleblowerlovens tavshedspligt. GlobalConnect opbevarer en indberetning så længe, det er nødvendigt og forholdsmæssigt for at overholde de krav, der følger af dansk lovgivning.

11.2 GlobalConnect og Plesner behandler alle oplysninger, som indberettes via Ordningen, herunder oplysninger om personer, der indberettes via Ordningen, i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning.

11.3 Alle indberetninger vil blive opbevaret forsvarligt, og det vil kun være muligt for relevante personer i whistleblowerenheden at tilgå oplysningerne.

11.4 En indberetning, der falder uden for Ordningen, vil blive videresendt til GlobalConnects HR-afdeling og afsluttet i Ordningen.

11.5 Indberetninger slettes som udgangspunkt i Ordningen 45 dage efter, at GlobalConnect har afsluttet behandlingen, medmindre GlobalConnect har en legitim grund til fortsat opbevaring, f.eks. hvis det er påkrævet efter anden lovgivning, eller hvis der er grund til at tro, at indberetningen kan bestyrkes af senere indkomne indberetninger om samme forhold.

11.6 Hvis der foretages anmeldelse til politiet eller en anden myndighed, afsluttes indberetningen i Ordningen straks efter afslutning af sagen hos de pågældende myndigheder.

11.7 Hvis der på baggrund af de indsamlede oplysninger gennemføres en disciplinær sanktion over for den indberettede person, eller der i øvrigt foreligger grunde til, at det er sagligt og nødvendigt fortsat at opbevare oplysninger om den indberettede person, opbevares oplysningerne, hvor der er tale om en ansat, i den ansattes personalemappe.

11.8 Oplysningerne opbevares i øvrigt i henhold til GlobalConnects slettepolitik.

 

12. Spørgsmål

12.1 Hvis du har spørgsmål vedrørende denne whistleblowerpolitik, er du velkommen til at kontakte GlobalConnects HR afdeling, Internal Audit eller Legal & Regulatory.

13. Opdateringer

 

13.1 Denne whistleblowerpolitik er senest opdateret: 16. december 2021

Kan din virksomhed få fiber?

Indtast firmanavn eller CVR-nummer og tjek om din virksomhed også kan få alle fordelene ved lynhurtigt fibernet.